Me
Udrejse
Det Sydfynske Øhav
Har set alle de danske øer fra Drabant 24’eren. Vi sejlede hver sommer, og jeg elskede som barn at komme frem til alle de små havne på øerne (særlig i det sydfynske) hvor bådene blev pakket udenpå hinanden om aftenen, efterhånden som havnen blev fyldt op, ligge i forkahytten og høre havets klukken og at alt vi havde med var samlet i små rum, en hjemmelavet hængekøje af et ‘skab’ eller praktiske skuffer der kunne laves om til dørtrin/borde/soveplads.
i efterårsferierne havde mine forældre ofte lånt et sommerhus ved Vesterhavet sammen med min mors kollegaer. Så blev man blæst igennem nede på stranden med kæmpe bølger (og som regel vand i gummistøvlerne, forbi man liiige var gået lidt for langt ud), hjem gennem klitterne tilbage til brændeovnen og spil.
Min første rigtige udenlandsrejse (havde selvfølgelig sejlet til Tyskland masser af gange. Det gjorde man jo fra Faaborg – Maasholm, Gelting, Flensborg, Kiel) var vist med min farmor til Jugoslavien sådan ret charter-agtigt, og en tur til Holland i 8. klasse med mine forældre. Så startede vi i gymnasiet ….
InterRail ’89
Wales med Lions Club
Dannelsesrejsen
På den klassiske jord-om-rejse efter gymnasiet rejste de fleste andre med en’ fra årgangen. Det snakkede Stine og jeg selvfølgelig også om, men vi havde bare meget forskellige drømme.
Så jeg rejste til New Zealand alene. Skulle i starten bo hos mine forældres veninde, Merethe som havde opsparet sin indtjening på Gelting Færgen og nu var flyttet til den anden side af jorden ‘for good’. Og så var planen ellers at tage videre med en langturs-sejler til Indonesien !
Det blev i stedet til 7 måneder på New Zealands nordø med Franz Askmann til rodeo tours og kvægvogtning på hesteryg (egentlig ikke så meget jeg er bange for – lige bortset fra heste !). Er aldrig blevet så meget mere voksen og moden end på den tur ( hvilket også var trængt, i følge Franz i mødet med en naiv gymnasie elev fra Faaborg, som aldrig havde oplevet noget farligere end at fare vild i Hirshals klitter – med sin far !). Franz var bodybuilder fra Vejle ( med en del anabolske steroider i kroppen) og MEGET ældre end mig (15 år), hvis forældre havde haft et studeri og som drømte om et nyt liv som cowboy.
Har stadigvæk virkelig brug for at sige undskyld til ham for min naividitet og tak for at tage sig godt af mig og fortælle historier fra ‘det virkelige liv’.
Studietiden
Arbejdede det første år i Århus på Restaurant Seafood på Marselisborg Havn (sammen med Nina) og hjemme i Faaborg på Gelting Færgen for at tjene til sommerens rejser – Tanzania med Torben Tis (min Faaborg kæreste !), Ecuador for at besøge Trine på sin jordomrejse, og spare op til min master degree på Leicester University, UK i Mineral Exploration and Mining (oplagt for et job i dk :-). Studietur til Nevada, feltarbejde i Wales, udflugter til Lake District, Oxford, London, speciale for Navan Mining, Irland.
Da semestret sluttede i sepember, og jeg gerne ville tage kandidatgrad i København, blev det til et år på Cafe’ Laszlo – hvor ham den bredskuldrede med surferhår stod i baren og spillede Jamiroquai og lavede langsom coffee macchiato … og senere blev min mand :-).
Feltarbejde og speciale for Nunaoil i Grønland med Ian, David og Jeppe i Ilulissat og Nuuk Fjord for efter endt studie, igen at tage måneder til Grønland – Nalunaq Minen ved Nanortalik.
Arbejde
På turen til Israel med Stine, hvor vi besøgte Dori som jeg mødte på kollegiet i Leicester, besluttede jeg mig for at sige ja til jobbet for Mindex i Oslo (som stod for guld udvindingen i Syd Grønland). De blev senere til Crew Development Coorporation med minedrift i hele verden. Uddannelsesforløb i Vancouver, arbejde på kontoret i Manilla, minebesøg (med min assistent, Trine :-)) i Sydafrika.
Efter 2 år i Norge, så jeg tilfældigt stillingsopslag som geolog i Maersk Oil. Det blev til 16,5 år med feltarbejde i Marocco, Mexico, Frankrig, Spanien, besøg på kontoret i Houston, Aberdeen, Almaty (Kazakhstan) og posting i Ashgabat (Turkmenistan) of all places ! Og vigtigst; 3 uforglemmelige udstationeringer med familien = 6 flytninger på 11 år.
Udstationeringer
Qatar (2006-9): Afgang kl 6:15 fra Green Village compounden (lettere misvisende navn. Var lige bygget da vi flyttede ind, så der fandtes ikke et træ/plante/blomst i compounden. Kun sandfarvede huse, jord, luft !) i Audi Cabriolen. Pick- up af Jakob i nr 23, nedrulning af taget og så afsted i de 25 grader en vintermorgen med Red Hot Chili Peber eller Thomas Buttershön i højtalerne, hverdags-snak og historier down memory lane…..
Skotland (2012-15)
Qatar (2015-17)
Vende hjem
Er 3 gange blevet reddet på Force Majeure (Croque-Monsieur eller whatever det nu hedder – et eller andet fransk :-)).
Første gang i Turkmenistan, hvor jeg blev udstationeret i januar 2005 og to dage inden fandt ud af, at jeg var gravid. (Havde tidligere på året sagt til mine forældre, at vi nok overvejede at få børn. Så de glædede sig meget, da jeg i efteråret glad kom hjem til Faaborg for at fortælle en overraskelse; Jeg var blevet udstationeret til Turkmenistan ! Spændende, ikk’?).
Havde forsøgt at blive gravid tidligere på året (hvorefter jeg straks bookede bjergbestigning til Rusland – Mount Elbrus, Europas højeste bjerg, for at være sikker på jeg nåede alt ! inden vi fik børn) men var stoppet, da jeg var blevet spurgt om at blive udstationeret. Min danske chef på hovedkontoret i København var ok med min beslutning om at rejse afsted alligevel, og det var jo også bare for et par måneder, ind til vi havde boret brønden færdig.
Da jeg kom til Ashgabat (som der så smukt står skrevet i Lovely Planet; “if you thought you once had seen the end of the world, you realise that’s not true when you arrive to the capital of Turkmenistan !” – Mine venner kaldte det nu også konsekvent Langbortistan da ingen alligevel havde en anelse om dets location) var min chef (englænder af oprindelse men expatificeret efter mange år i udlandet) venlig men noget ubekvemt ved situationen; 1) at skulle have et ikke-mandligt medlem i teamet (som ellers mest bestod af halv-gamle mænd, hvis bedre halvdel havde opgivet at rejse med videre rundt i verden og var vendt tibage til hjemlandet med de halv-voksne børn. Her behøves ikke nogen officiel skilsmisse – bare stor afstand ! Og denne kombi med russisk/turkmenske unge kvinder hvis eneste udvej var (virkede det som) mine kollegaers nåde, var lidt speciel når den ene nu var min chef !), 2) det at jeg nu var i ‘den der tilstand’. Ordet gravid var simpelthen for meget at bruge. Der blev forhørt til min ‘situation’ og der var altid forståelse når jeg skulle til check på hospitalet.
Vi planlagde brønd, forberedte til boring, lavede logging tender program … det træk ud, boreriggen var endnu ikke klar og vi ventede og jeg læste om Hariri’s død og chokket i Libanon, omverdens reaktion og Syriens indblanding, planlagde ture over grænsen til Iran når/hvis Thomas kunne komme på besøg, og jo mere vi ventede jo klarede blev det, at jeg nok ikke kom hjem efter 2 måneder (når vi ikke engang var startet boringen endnu), og at det ville trække ud i hvert fald til foråret = 5-6 måneder gravid uden at Thomas rigtig havde været en del af forløbet, eller at vi havde snakket navne eller andre vittigheder. Skulle hjem til check på Frederiksberg hospital i april. Slut marts blev der kaldt en Force Majeure på Boreriggen fra Azerbaijan. Der var opstået splid mellem landene og grænsen var lukket.
Jeg var ‘redet’ og kunne blive hjemme efter check på Riget, hyggede, spiste frokost på Jorden Rundt (of all places), snakkede navne. Havde lyttet meget til norske Silje Neergaard på turen – det var da et smukt navn. Thomas (gen)fortalte Kresten Haugaards historie om navnet Storm (som vi havde joket med på Kroatien turen, hvor udfordringen kun var hvis nu nr. 2 også blev en dreng – skulle han så hedde Slud ?) og så var det på plads – Silje og Storm. Følte os heldige og lykkelige.
Anden gang var i Qatar (udstationering nr. 3). Ville egentlig gerne tilbage til København efter 3 fantastiske år i Skotland med mountainbike og tracking /hiking/skiing i Cairmgorm, lange weekender (havde fredagsfri every fortnight. Et most i alle kontrakter !) på de Indre Hebrider, Lock Lomnond, St. Andrews golfing …. Skotland passede vores familie godt (selvom jeg til tider savnede mine nære veninder og en ordentlig storby = København, hvor man ikke mødtes på cafe’ i Union Square (mall), hvor moden ikke var ultra kort med lår i skoene i februar måned, at Union Street ikke var sløjere end Strøget, hvor man efter endt danse-aften på Espionage kl 2 om morgenen blev mødt af måger på størrelse med ørne igang med at spise pizza-efterladenskaber og det der var værre, ikke risikerede at møde fulde roughnecks /offshore folk hængende foran pubben, lørdag eftermiddag på shoppeture med børnene). Men da olieprisen droppede til det halve, var det svært at sige nej til tilbudet om stilling tilbage i Qatar. Havde egentlig forberedt mig på undvigelsestalen hvis Søren (min kommende manager) kontaktede mig. Var lige igang med at fylde bilen med alle de møbler, der bestemt ikke blev plads til i en lejlighed i København, da der blev ringet fra Qatar, og jeg ikke rigtig kom igang med den der tale ! Så alle møbler tilbage i garagen klar til pakning af container mod Doha …..
Da Qatar allerede var gennem-oplevet under første udstationering mens børnene var små, (to be honest, Doha kan gøres på en weekend. Heller ikke stedet Lonely Planet rater højest på deres liste over ‘most-see-before-your-die’ steder !) var Thomas og jeg enige om, at 2 år var passende for en tilbage-expatiering. Alligevel blev det til yderligere 2 år i Mellemøsten, jeg ikke ville undvære.
Juni 2016, slentrede langs Cornishen som jeg plejede efter zumba træning på Sheraton mandag aften – bare tæer i 40+, endnu ikke høj luftfugtighed – lige sådan jeg vil savne og huske Mellemøsten, klikkede beskeden ind; et medie bekræftede: TOTAL havde vundet retten til udvindelse af Al Shaheen feltet, et af de største offshore oliefelter i verden – Maersk Oil’s juvel / diamanter / perle / stolthed i 25 år ! Det blev kort efter konfirmeret af min Qatar-veninde (som selvfølgelig havde vidst det i ugevis). I compounden mødtes vi i en blanding af hårde jokes (“Bonjour”, “NOC NOC, who’s there? TOTAL !”) og for nogen stilhed og gravøls stemning. Det blev slutningen på spændende og udfordrende projekter, fælles gejst, mødet med alverdens nationaliteter på Trader Vic’s til salsa dans, sigen på gensyn til peruiansk-spansk (sorry, catalanske), fransk-mexicanske, græske venner. Til gengæld mulighed for nye drømme; hvad hvis vi var uden arbejde/skulle starte nye liv? Indspirenede snakke med dem som tidligere havde sejlet jorden rundt, eller man kunne cykle på tværs af Sydamerika? Og for os muligheden for at komme tilbage til København efter 2 år, starte en ny tid tæt på de ‘gamle’ venner, bygge nye venskaber gennem skole etc., bygge videre på alt det, vi har med hjem.
Jeg er lige blevet ‘redet’ igen, for 3. gang. Var egentlig ret klar på hvad jeg gerne ville efter Maersk – noget ikke-Maersk, ikke-corporate, ikke-verdens-største, ikke-olie. Blev tilbudt job i Metroselskabet, men da jeg ankom til samtalen hos COWI, var der alligevel noget betrykkende / genkendelsens glæde ved det mastodontiske hovedkontor, “‘så har vi lige Meyers kantine her og træningscentret ved siden af”, udenlandsrejser og muligheden for fremtidig udstationering, titler der lød af noget 🙂 …. at jeg takkede ja, ringede nej til Metroselskabet (hvor jeg ellers havde haft en bekræftende samtale, oplevede god kemi og atmosfære). ‘Heldigvis’ tog chefen i COWI det mindre positivt, da jeg spurgte til +pensionsordning. Metroselskabets HR dame forbarmede sig over mig, og jeg er så glad for, hvor jeg er i dag.
Tak
Tak til mine forældre for alt det, jeg har fået med hjemmefra, at de stadigvæk er der så meget for mig, lytter til alle mine lange beretninger, tanker, glædes over børnebørnene … selv når jeg ringer på mærkelige tidspunkter af døgnet. Hvad jeg særlig tænker, mine forældre har givet mig med af værdier her i livet;
- Åbenhed og interesse over for andre
- Glæden ved de små ting i livet
- at have ansvar for sit eget liv
- Natur oplevelser
Og selvfølgelig særlig tak til min smukke mand, som jeg elsker for alt det jeg ikke har; ro (som Peter siger: ’lever livet langsomt’), tålmodighed og som (virker som om han) accepterer alt ved mig (lige bortset fra at gå i mavesko derhjemme og stille tallerknerne rodet i opvaskemaskinen), gir mig plads og siger som regel aldrig nej til alle mine forslag om aktiviteter. Eksempel; vores weekendsmorgener starter som regel med: Mig: “Nå, hvad har I lyst til at lave i dag/har I nogen planer?” (som jeg allerede ved ingen i familien har (så tidligt om morgenen) og de alle helst bare vil tage dagen lidt som den kommer). “OK, så skal I høre – vi kører til Nordstranden her om lidt, jeg har allerede kajakkerne på taget, så hvis I bare pakker badetøj. Og i aften ku’ vi gå en tur på Katara og spise på den Italienske. Og når Aktivitet_1 så er ved at være til ende, er jeg selv blevet for træt til flere projekter. Familien ånder lettet om – vi må slappe af derhjemme ! Så vi når dertil uden at Thomas sætter begrænsninger – det kommer helt af sig selv når jeg er gået kold i min egen aktivitetskalender.
Opvækst
Mine kbh-forældre flyttede til Fyn da jeg var 4. Eller ikke bare Fyn, sådan Odense eller Svendborg, men Horne Land ! 7 km uden for Faaborg og 1-1/2 km udenfor for Horne By. På en nedlagt gård (dog kun grissestalden som mindede en’ om en landejendom). Hvor der var flere 100 m til nabo landmændene, som i øvrigt talte så fynsk, at min søster og jeg ikke rigtig forstod hvad de sagde (og mine forældre heller ikke havde let ved oversættelsen), med en god stank af gylle, men også alverdens gemmesteder som naboens græsmark, som man kunne lave de vildeste gange i, eller efter høsten, hvor man kunne stable halmballerne på marken til små huse, lave snehuler i vejkanten af alt de sne, sneploven havde skovlet til side om vinteren, og lave en hemmelig hule, hvor den gamle stald engang havde været og hvor der nu kun var kræt og gamle potteskår.
Savnede lidt en masse andre børn på vejen. Hvorfor kunne vi ikke bare bo i et rigtig villakvarter? Heldigvis flyttede min farmor med os til Fyn og boede i netop sådan et kvarter. Så der var fantastisk at lege. Med Morten og Anders. Anders, der ville være pilot, og som jeg ofte var på hold med. Vi delte os altid op, og sneg os rundt i hækkene fra have til have, ind til alle på det andet hold var skudt. De andre gik som regel ikke lige så meget op i militær legen. Min søster var tit gået ind til min farmor og spiste kage – endda inden hun var blevet skudt !, for hun gad ikke stå vagt i timevis til farmors terrasse hvor generalen boede. Morten var altid generalen. Han var egentlig lidt af en pindearm, som hverken kunne løbe på rulleskøjter eller køre hurtig på cykel. Men med alpehuen på skrå og sin vindjakke let over skuldrene, var han en perfekt emiteret krigsleder, der gav klare ordre til tropperne fra terrassen som lå let hævet over haven – hvor Anders og jeg kravlede i sniger stilling frem og tilbage på græsplænen.
Vi var lidt københavnerne som naboerne synes havde indrettet vores hjem meget spændende og anderledes, talte helt anderledes (underholdningen til børnefødselsdage var ofte at forældrene fik mig til at sige: “rødgrød med fløde”. Det var sjovt !!), så anderledes ud (særligt at min mor anskaffede sig et par briller med rødt stel ! Hvor vildt. De gik senere i arv til nabokonen som var så begejset), som IKKE spiste varmt mad midt på dagen og sov ’mids’ lur’, og som sås med ’dovderns’ (=byens læge + familie). Men nu var det jo også meget fint, at min far var Overlærer (=skolelærer) !
Fra min far
Jeg elsker stadig lyden af sport i fjernsynet, som minder mig om lørdags afslapning, hvor man måtte tage sig en lur på sofaen (min mor var lidt mere til, at man ikke bare skulle sidde og hænge (man slappede vel bare af?)). Måske kom der gæster om aftenen, så min mor lavede dejlig mad/ havde travlt i køkkenet ( helst fondue som var min yndlingsret) og man måtte spise franske kartofler. Min far havde selvfølgelig også en del opgaver når der kom gæster. Der skulle jo både arrangeres cigaretfad og frugtfad (det har jeg virkelig lært fra min far; hver enkelt stykke frugt skal vaskes og tørres af, og så skal man endelig huske, at alle stilke skal arrangeres nedad på fadet ! (hvem siger min far er Jomfru af stjernetegn = perfektionist ?)) og der skulle dækkes bord og foldes servietter. Også en far-opgave.
Charlie Chaplin – så lidt tilfældigt en fransk dokumentar om ham på flyet til Venedig (endnu en forsinkelse som leder til fordybelse, når man er ’tvunget’ til at skulle sidde stille, komme ned i gear, slappe af og lade sig overraske ). Og takker min far for at have introduceret mig til Charlie Chaplins genialitet og kombinationen af humør vs. alvor for at fortælle en politisk / social realistisk historie.
At være ambitiøs (i modsætning til min mors opfattelse;”‘vi spiller bare for sjov og hygger”. “Kan du ikke bare løbe en gang i mellem” var kommentaren da jeg trænede til marathon). Min fars saying var derimod, du skal sige til dig selv “jeg vil vinde” når jeg endnu engang var ramt af selv-psykisk nedbrud på tennis banen.
Perfektionisme; lidt et fy-ord i vores familie. Ikke en egenskab jeg er født med, men har lært af særlig arbejdsmæssigt.
Ironi; man skal kunne gøre grin af sig selv og kunne tage at andre gør grin af en, prøvede min far at lære os. Det blev dog knap så vel modtaget når Trine og jeg drillede ham :-).
Mine forældre er store modsætninger på godt og ondt.
Fra min mor
Min mor er mit store forbillede. Giver sig tid til at lytte og forstår os, sætter sig ikke i centrum, har medfølelse over for andre, et super positivt livssyn og selv over 70, er hun enorm aktiv. Går i vandreklub, vinterbader i havnebadet, underviser de ‘gamle’ i Faaborg (altså dem over 80 !) i edb (kun et udtryk vores forældres generation stadigvæk bruger), besøger veninder, er frivillige i Helios (den lokale biograf), og cykler rundt for at opleve natur – en glæde hun har givet videre. Sådan håber jeg også, jeg vil tage livet, selv når jeg bliver gammel.
Mandlig helt
Johannes, vores postbud i Horne. En ældre mand på min mormors alder, som ikke havde nogen familie, da han kone havde forlagt ham til fordel for Jehovas Vidner og taget pengene og børnene med. Han blev en meget god ven af familien og holdt altid juleaften med os. Tænk i dag, for det første at snakke med ‘sit postbud’. Have tid og vide hvem han er. Til at invitere ham med juleaften ! Det er det, jeg mener med, at mine forældre viste os en åbenhed overfor andre. Vi var selv lidt outsidere. Kom jo ikke fra Horne generationer tilbage (ud over min fars farmor faktisk havde boet i Faaborg, hvor min far havde holdt sommerferie som barn, hvilket var grunden til vi flyttede til Fyn). Vores naboer (som mine forældre også blev gode venner med) var alle landmænd, som havde gået hver anden dag i skole til 7. klasse, syntes vores potbud var lidt underlig.
Johannes var en del af naturen. Vidste hvordan vejret blev ved bare at se op på himmelen. Boede alene på en lille gård ned til vandet, hvor jeg nogle gange var med ude og fiske i hans jolle med min far (godt søsyg af konstant at kikke end på pilken, der gyngede rundt i vandet). Han var ferm til at skære og hugge brænde. Ankom altid med en slags opfinder skære-kløve-maskine som overtog vores gårdplads, når mine forældre igen havde fået leveret et par hundrede rummeter brænde i indkørelsen (havde kun brændeovne til opvarmning af huset).
Også han havde kunne glædes over de små ting i livet (en anden af de værdier, jeg har fået med hjemmefra). Han var så taknemmelig for at blive inviteret med julaften. Kom i sit ene par pæne sko, som egentlig var for små, da ham brugte størrelse 50 (og til daglig kun gik i gummistøvler). Så de blevet stillet i gangen. Havde altid en flot blomster anretning (eller hvad det hedder) med til min mor (som har fødselsdag juleaften). Og så nød han ellers min mormor og farmors selskab, som blev placeret på hver side af ham og ikke kunne høre noget – mormor (da der var startet en bib lyd i høreapparatet) eller hverken sendte fade eller skåle videre og kun spiste med gaflen – farmor. Hvert år gav mine forældre ham den samme flaske snaps i julegave, og hvert år blev han lige begejset og glad for gaven (mens Trine og jeg flåede papir af vores gave nr 50 !).
Kvindelig helt
Min mormor. Som når hun besøgte os på Fyn, altid kunne fortælle om de folk, hun havde mødt i togkupen og hvis børn, hun havde givet slik fra sin mormor taske – der var uendelig og altid blev vendt på hoved, når hun nåede frem, for at blive ryddet op. Og så væltede det ud med lakridspiber, knapper, sikkerhedsnåle, et halvt stykke wienerbrød fra dagen før og DSB servietter fra færgen.
Også hun nød de små ting i livet med et positivt sind; tænk at kunne sidde på forsædet i min mosters folkevogns-boble og følge med på ture til Fyn og senere Århus hvor jeg studerede, “gud, hvor havde vi fået indrettet vores værelser hyggeligt”, “gå væk skygge, hvor var det bare en skøn lejlighed jeg havde i Århus”. Og så blev der ellers fundet rullepølse madder på sigtebrød frem pakket ind i madpakkepapir som var pakket ind i to plastik poser med elastik omkring. En sort kop kaffe, en mariekiks fra Irma og en halv cigaret !
Hun levede gennem sine børn og børnebørn og døde ikke før familien var samlet og kunne sige farvel i hendes lejlighed, hvor min moster passede hende og nu bor og hvor min mor er vokset op. Der dufter stadig af mormor.
Lykke
Menneskelig relationer, vedkommende diskussioner, motion/fysisk aktivitet (bliver høj af at løbe særlig udenfor eller til musik – allerbedst i Tibirke Bakker fra vores sommerhus ned til stranden og springe i – og elsker det danske vand med perfekt salt balance !, af dans, hvor jeg i Doha var på zumba-hold med en del qatarier og libanesere som kunne skabe en fest en almindelig træningstime, mandag fra 19:30-20:30. Og så er jeg rimelig glad for min kajak, hvor jeg kan sejle med en af børnene i stævnen, og en med numsen ned i opbevaringsrummet bag til på 30 cm vand – ud til Al Wakra’s nye Souq). Tid til fordybelse (som at skrive denne blog)), natur, humor (har virkelig sjove veninder og sjove børn), fest (hvor man bare må være plat og danse og lave ølstafet og have nogen at gøre det med, og samle sine bedste venner). omkring sig), stilhed.
Balance
Jeg føler mig så privilegeret over vores udforglemmelig udstationeringer, og at vi nu fik lov/ mulighed for at komme tilbage til Danmark. Det giver ro og balance i mit liv (kommer sikkert også lidt med alderen). Cykle med Storm til fodbold (snakkende hele vejen hjem fra Parken langs søerne om hvilken inder-aflevering han fik lavet det sidste afgørende minutter af kampen), lave juice til børnenes venner efter skole, følge med den sidste 1/2 time at Siljes gymnastik spring (og at hun hver gang bliver glad over at se mig i vinduet med kik ned til salen), kunne invitere min moster på middag en hverdagsaften, at Nina ‘bare’ lige kommer forbi en onsdag, at jeg faktisk ser nogen af de film, jeg skriver på min lange film-liste og nogen gange endda med Thomas en hverdag mellem 19-21, hvor børnene selv går i seng (= ligger i sengen med Ipaden uden at have børstet tænder eller taget nattøj på !), at jeg fik tid og mulighed for at starte Latin Ladies (underviser veninderne hver mandag aften i latinske rytmer/Zumba i hyggeligt dansestudie bag Amalienborg – cykle langs Københavns Kanel mandag aften i vinterens stilhed, mærke den kølige aftenluft, kikke over på lysene på Christianshavn og nyde det smukke syn af Operaen fuldt oplyst i mørket. Lige kunne tjekke hvad der går i Skuespillehuset på vejen hjem, mens de sidste gæster trisser ud og snakker om aftenens forestilling). At vores børn har så mange gode venner, som kommer på sleep-overs hos os, at Stine og jeg skal til Hamburg sammen som i ‘gamle dage’, at jeg fik købt god the i Torvehallerne sidste weekend, at der er rutiner i hverdagen, at smide mig på min daybed i stuen en torsdag aften og se Filmselskabet med Maria Månson, at høre Rådhusklokkerne når jeg ligger i sengen om aftenen, at jeg får lov at se det hele lidt udefra, nyde og ikke tage vores liv i København for givet, at høre P1 på cyklen langs Bryggen en mørk mandag morgen kl 7 og skimte den oplyste cykelslange i horisonten …..Jeg holder af hverdagen …..