About

Me

 

Udrejse

Har set alle de danske øer fra Drabant 24’eren. Vi sejlede hver sommer og jeg elskede som barn at komme frem til alle de små havne på øerne (særlig i det sydfynske) hvor bådene blev pakket udenpå hinanden efterhånden som havnen blev fyldt op hen på aftenen, Ligge i forkahytten med klukken og alle ens ejendele samlet i den hjemmelavede hængekøje af et ‘skab’. Nogen gange var min farmor også med som så lå mellem Trine og jeg (godt hun var ret lille :-).

i efterårsferierne havde mine forældre ofte lånt et sommerhus ved Vesterhavet sammen med min mors kollegaer. Så blev man blæst igennem nede på stranden med kæmpe bølger (og som regel vand i gummistøvlerne forbi man liiige var gået lidt for langt ud), hjem gennem klitterne tilbage til brændeovnen og spil (og sjove retter om aftenen (de var lidt hippi-agtige dem fra laboratoriet i Odense – ikke lige min fars kop the) – som da der blev lavet ris-ret (med alle de der små skåle med kokos og nødder og rosiner og mango chutney og alt muligt andet som havde hobet sig op i skabet) hvor vi alle skulle sidde på gulvet, vildt sjovt som barn, og min far demonstrativt sad på en stol og rakte ned efter retterne, godt sur !).

Min første rigtige udenlandsrejse (havde selvfølgelig sejlet til Tyskland masser af gange – det gjorde man jo fra Faaborg – Maasholm og Gelting og Flensborg og Kiel) var vist med min farmor til Jugoslavien sådan ret charter-agtigt, en tur i 8. klasse til Holland med mine forældre. Så startede vi i gymnasiet ….

InterRail i ’89

Wales med Lions Club

Dannelsesrejsen

På den klassiske jord-om-rejse efter gymnasiet rejste de fleste andre med en’ fra årgangen. Det snakkede Stine og jeg selvfølgelig også om, men vi havde bare meget forskellige drømme.

Så jeg rejste til New Zealand alene. Skulle i starten bo hos mine forældres veninde, Merethe som havde opsparet sin indtjening på Gelting færgen og nu var flyttet til den anden side af jorden ‘for good’. Og så var planen ellers at tage videre med en landturs sejler til Indonesien !

Det blev i stedet til 7 måneder på New Zealands nordø med Franz Askmann til rodeo tours og kvægvogtning på hesteryg (egentlig ikke så meget jeg er bange for – lige bortset fra heste !). Er aldrig blevet så meget mere voksen og moden end på den tur ( hvilket også var trængt, i følge Franz i mødet med en naiv gymnasiet elev fra Faaborg som aldrig havde oplevet noget andet farligt end engang at være gået vild i Hirshals klitter – med sin far !).

Franz var bodybuilder fra Vejle ( med en del anabolske steroider i kroppen) og MEGET ældre end mig (15 år), hvis forældre havde haft et studeri og som drømte om et nyt liv som cowboy.
Har stadigvæk virkelig brug for at sige undskyld til ham for min naividitet og tak for at tage sig godt af mig og fortælle historier fra ‘det virkelige liv’.

Studietiden

Arbejdede det første år i Århus på Seafood, MarselisborgHavn (sammen med Nina) og hjemme i Faaborg på Gelting Færgen for at tjene til sommerens rejser – Tanzania med Torben Tis (min Faaborg kæreste !), Ecuador for at besøge Trine på sin jordomrejse, og spare op til min master degree på Leicester University, UK i Mineral Exploration and Mining (oplagt for et job i dk :-).

Studietur til Nevada, feltarbejde i Wales, udflugter til Lake District, Oxford, London, speciale for Navan Mining, Irland.

Da semestret sluttede i sepember og jeg gerne ville tage kandidatgrad i kbh, blev det til et år på Cafe’ Laszlo – hvor ham den bredskuldrede med surfer hår stod i baren og spillede Jamiroquai og lavede langsom coffee macchiato … og senere blev min mand :-).

Feltarbejde og speciale for Nunaoil i Grønland med Ian, David og Jeppe i Ilulissat og Nuuk Fjord for endnu engang at tage måneder til Grønland – Nalunaq Minen ved Nanortalik.

Arbejde

På turen til Israel med Stine, hvor vi besøgte Dori som jeg mødte på kollegiet i Leicester, besluttede jeg mig for at sige ja til jobbet for Mindex i Oslo (som stod for guld udvindingen i Syd Grønland). De blev senere til Crew Develpment Coorporation med minedrift i hele verden.

Uddannelsesforløb i Vancouver, arbejde på kontoret i Manilla, minebesøg (med min assistent, Trine 🙂 i Sydafrika.

Efter 2 år i Norge så jeg tilfældigt stilling opslag som geolog i Maersk Oil. Det blev til 16,5 år med feltarbejde i Marocco, Mexico, Frankrig, Spanien, besøg på kontoret i Houston, Aberdeen, Almaty (Kazakhstan) og posting i Ashgabat (Turkmenistan) of all places ! Og vigtigst; 3 uforglemmelige udstationeringer med familien = 6 flytninger på 11 år.

Udstationeringer

Qatar (2006-9): Afgang kl 6:15 fra Green Village compounden (lettere misvisende navn. Var lige bygget da vi flyttede ind, så der fandtes ikke et træ/plante/blomst i compounden. Kun sandfarvede huse, jord, luft !) i Audi Cabriolen. Pick- up af Jakob i nr 23, nedrulning af taget og så afsted i de 25 grader en vintermorgen med Red Hot Chili Peber eller Thomas Buttershön i højtalerne, hverdags-snak og historier down memory lane.

Skotland (2012-15):

XX

Men selvfølgelig overdriver jeg og husker kun alle de gode stunder. Mindes;

  • opringning en fredag eftermiddag fra arbejde til søster klagen over savnet af veninderne i Kbh, særligt efter gode venner i Aberdeen flyttede til Houston og hvorfor jeg altid skulle gøre livet sværere for mig selv end nødvendigt og hvorfor vi ikke bare snart ku’ komme hjem
  • offshore folkets hængen foran pubberne lørdag kl 14 stangstive eller som en aften, hvor vi kom fra byens grand-agtige biograf, Belmont FilmHouse kl 21 og en skotte vælter ud fra pubben og brækker sig foran os efterfulgt af konen/kæresten/ elskerinden/bartenderen – “are you ok, darling?”
  • grimme skodagtige Union Street downtown Aberdeen med måger i helikopter størrelse over hoved og i krigslignende tilstand -fredags nætter fra discotek Espionage med pizzabakker og bræk i gadebilledet og den kvindelige Aberdeen stil med udstilling af flæske lår i ultra lårkorte på strømpesokker i timelang taxi kø

Qatar (2015-17):

Force Majeure

Er 3 gange blevet reddet på Force Majeure (Croque-Monsieur eller whatever det nu hedder – et eller andet på fransk) :-).

Første gang i Turkmenistan, hvor jeg blev udstationeret i januar 2005 og to dage inden fandt ud af, at jeg var gravid. (Havde tidligere på året sagt til mine forældre at vi nok overvejede at få børn, så de glædede sig meget, da jeg i efteråret glad kom hjem til Faaborg for at fortælle en overraskelse; Jeg var blevet udstationeret til Turkmenistan ! Spændende, ikk’?).

Havde forsøgt tidligere på året (hvorefter jeg straks bookede bjergbestigning til Rusland – Mount Elbrus, Europas højeste bjerg, for at være sikker på jeg nåede alt ! inden vi fik børn) men var stoppet, da jeg var blevet spurgt om at tage afsted. Min danske chef på hovedkontoret var ok med min beslutning om at rejse afsted alligevel, og det var jo også bare for et par måneder ind til vi havde boret brønden færdig.

Da jeg kom til Ashgabath (som der så smukt står skrevet i Lovely Planet; If you thought you once had seen the end of the world, you realise that is not true when you arrive to the capital of Turkmenistan ! – Mine venner kaldte det nu også konsekvent Langbortistan da ingen alligevel havde en anelse om dets location) var min chef (englænder af oprindelse men expatificeret efter mange år i udlandet) venlig men noget ubekvemt ved situationen; 1) at skulle have et ikke-mandligt medlem i teamet (som ellers mest bestod af halv-gamle mænd hvis bedre halvdel havde opgivet at rejse med videre rundt i verden og var vendt tibage til hjemlandet med de halv-voksne børn. Her behøves ikke nogen officiel skilsmisse – bare stor afstand ! Og denne kombi med russisk/turkmenske unge kvinder hvis eneste udvej var (virkede det som) mine kollegaers nåde, var lidt speciel når den ene nu var min chef !), 2) det at jeg nu var i ‘den der tilstand’. Ordet gravid var simpelthen for meget at bruge. Der blev forhørt til min ‘situation’ og der var altid forståelse når jeg skulle til check på hospitalet.

Vi planlagde brønd, forberedte til boring, lavede logging tender program … det træk ud, boreriggen var endnu ikke klar og vi ventede og jeg læste om Hariri’s død og chokket i Libanon og omverdens reaktion og Syriens indblanding, planlagde ture over grænsen til Iran når/hvis Thomas kunne komme på besøg, og jo mere vi ventede jo klarede blev det, at jeg nok ikke kom hjem efter 2 måneder (når vi ikke engang var startet boringen endnu) og at det ville trække ud i hvert fald til foråret = 5-6 måneder gravid uden at Thomas rigtig havde været en del af forløbet eller vi havde snakket navne eller andre vittigheder. Skulle hjem til check på Frederiksberg hospital i april.  Slut marts blev der kaldt en Force Majeure på Boreriggen fra Azerbaijan. Der var opstået splid mellem landene og grænsen var lukket.

Jeg var ‘redet’ og kunne blive hjemme efter dk check, hyggede, spiste frokost på Jorden Rundt (why there of all places?? ), snakkede navne (havde lyttet meget til norske Silje Neergaard på turen – det var da et smukt navn. Thomas (gen)fortalte Kresten Haugaards historie om navnet Storm (som vi havde joket med på Kroatien turen, hvor udfordringen var hvis nu nr. 2 også blev en dreng, skulle han så hedde Slud ?) og så var det på plads) – Silje og Storm. Følte os heldige og lykkelige.

 

Anden gang var i Qatar (udstationering nr. 3). Ville egentlig gerne tilbage til Kbh efter 3 fantastiske år i Skotland med mountainbike og tracking /hiking/skiing i Cairmgorm, lange weekender (havde fredagsfri every fortnight. Et most i alle kontrakter !) på de Indre Hebrider, Lock Lomnond, St. Andrews golfing …. Skotland passede vores familie godt (selvom jeg til tider savnede mine nære veninder og en ordentlig storby = Kbh, hvor man ikke mødtes på cafe’ i Union Square (mall), hvor moden ikke var ultra kort med lår i skoene i februar måned, at Union Street ikke var sløjere end Strøget når man blev smidt ud fra Espionage kl 2 og blev mødt af måger på størrelse med ørne igang med at spise pizza-efterladenskaber og det der var værre og ikke risikere at møde fulde roughnecks /offshore folk lørdag eftermiddag på shoppeture med børnene). Men olieprisen droppede til det halve, så det var svært at sige nej til tilbudet om stilling tilbage i Qatar (havde egentlig forberedt mig på undvigelsestalen hvis Søren (min kommende manager) kontaktede mig.  Var lige igang med at fylde bilen med alle de møbler, der bestemt ikke blev plads til i en lejlighed i kbh, da der blev ringet fra Qatar, og jeg ikke rigtig kom igang med den der tale ! Så alle møbler tilbage i garagen klar til pakning af container mod Doha …..

Da Qatar allerede var gennem-oplevet under første udstationering, da børnene var helt små, (to be honest – Doha kan gøres på en weekend ! – heller ikke stedet Lonely Planet rater højest på deres liste over ‘most-see-befor- your-die’ !!) var Thomas og jeg enige om at 2 år var passende for en tilbage-expatiering ! Alligevel blev det til yderligere 2 år i Mellemøsten jeg ikke ville undvære.

En juni aften, 2016, slentrede langs Cornishen som jeg plejede efter zumba træning på Sheraton mandag aften – bare tæer i 40+, endnu ikke høj luftfugtighed – lige sådan jeg vil savne og huske Mellemøsten, klikkede beskeden ind; et medie bekræftede: Total havde vundet retten til udvindelse af Al Shaheen feltet, et af de største offshore oliefelter i verden – Maersk Oil’s juvel / diamanter / perle / stolthed i 25 år ! Det blev kort efter konfirmeret af min Qatar-veninde (som selvfølgelig havde vidst det i ugevis). I compounden mødtes vi i en blanding af hårde jokes (‘Bonjour’, ‘NOC NOC, who’s there? Total !’) og for nogen stilhed og gravøl stemning. Det blev slutningen på spændende og udfordrende projekter, fælles gejst, mødet med alverdens nationaliteter på Trader Vic’s til salsa dans, sigen på gensyn til peruiansk-spansk (sorry, catalanske), fransk-mexicanske, græske venner. Til gengæld nye drømme; hvad så nu hvis vi var uden arbejde/skulle starte nye liv? Indspirenede snakke med dem som tidligere havde sejlet jorden rundt, eller man kunne cykle på tværs af Sydamerika? Og for os muligheden for at komme tilbage til kbh efter 2 år, starte en ny tid tæt på de ‘gamle’ venner, bygge nye venskaber gennem skole etc., bygge videre på det vi har med hjem.

 

Jeg er lige blevet ‘redet’ igen, for 3. gang. Var egentlig ret klar på hvad jeg gerne ville efter Maersk – noget ikke-Maersk, ikke-corporate, ikke-verdens-største, ikke-olie ! Blev tilbudt job i Metroselskabet, men da jeg ankom til samtalen hos COWI, var der alligevel noget betrykkende / genkendelsens glæde ved det mastodontiske hovedkontor, ‘så har vi lige Meyers kantine her’, og træningscentret ved siden af, udenlandsrejser og muligheden for fremtidig udstationering, titler der lød af noget 🙂 …. at jeg takkede ja, ringede nej til Metroselskabet (hvor jeg ellers havde haft en rigtig god samtale og oplevede god kemi og atmosfære). ‘Heldigvis’ tog chefen det mindre positivt da jeg spurgte til +pensionsordning, Metroselskabets HR dame forbarmede sig over mig, og jeg er så glad for hvor jeg er i dag.

 

Tak

Tak til mine forældre for alt det jeg har fået med hjemmefra, at de stadigvæk er der så meget for mig, lytter til alle mine lange oplevelsesberetninger, tanker, børne glæder … Selv når jeg ringer på mærkelige tidspunkter af døgnet. Hvad jeg særlig tænker mine forældre har givet mig med/værdier de har givet mig med i livet:

  • Åbenhed og interesse over for andre
  • Glæden ved de små ting i livet
  • at man har ansvar for sit eget liv
  • Natur oplevelser

Til min søster …..

Til mine fantastiske veninder som er så kloge på livet, bare kloge (på deres fag, til at skrive, ) til at slappe af i hvor de er, er ærlige, sjove, udfordrende, spændende ….

Og selvfølgelig særlig til min smukke mand som jeg elsker for alt det jeg ikke har: hans ro (som Peter siger: ’lever livet langsomt’), tålmodighed (løser nænsomt knuderne på mine guldhalskæder når de har rodet rundt i min toilettaske, kan …), og som (virker som om han) acceptere alt ved mig (lige bortset fra at gå i mavesko derhjemme !, stille tallerknerne rodet i opvaskemaskinen, ), gir mig plads og siger som regel aldrig nej til alle mine forslag om aktiviteter. Eksempel: vores weekendsmorgener starter som regel med: Mor: ´Nå, hvad har I lyst til at lave i dag/har I nogen planer? (som jeg allerede ved ingen i familien har (så tidligt om morgenen)) og de alle helst bare vil tage dagen lidt som den kommer. Resten af familien, lidt træt: ’Nej’. Mor: ’OK, så skal I høre – vi kører til nordstranden her om lidt og vi  kan godt lige få kajakkerne på taget, og hvis I bare pakker badetøj (og jeg går i gang med at smørre madpakker, trække kajak + udstyr frem fra skuret)….. og i aften ku’ vi gå en tur på Katara og spise på den Italienske. Og når aktivitet_1 så er ved at være til ende, er jeg selv er blevet for træt til flere projekter, familien ånder lettet om – vi må slappe af derhjemme !! Så vi når dertil uden Thomas sætter begrænsninger – det kommer helt af sig selv når jeg er gået kold i min egen aktivitetskalender.

Opvækst

Mine kbh-forældre flyttede til Fyn da jeg var 4. Eller ikke bare Fyn, sådan Odense eller Svendborg, men Horne Land ! 7 km uden for Faaborg og 1-1/2 km udenfor for Horne By. På en nedlagt gård (dog kun grissestalden som mindede en’ om en landejendom). Hvor der var flere 100m til nabo landmændene som i øvrigt talte så fynsk at min søster og jeg ikke rigtig forstod hvad de sagde (og mine forældre heller ikke havde let ved oversættelsen), og med en god stank af gylle, men også med alverdens gemmesteder som naboens græsmark,  som man kunne lave de vildeste gange i, eller efter høsten hvor man kunne stable halm ballerne på marken til små huse eller lave snehuler i vejkanten af alt de sne, sneploven havde skovlet til side om vinteren, og lave en hemmelig hule hvor den gamle stald engang havd været og hvor der nu kun var kræt og gamle potteskår.

Savnede lidt en masse andre børn på vejen. Hvorfor kunne vi ikke bare bo i et rigtig villakvarter? Heldigvis flyttede min farmor med os til Fyn og boede i netop sådan et kvarter. Så der var fantastisk at lege. Med Morten og Anders. Anders, der ville være pilot og som jeg som regel var på hold med. Vi delte os altid op og sneg os rundt i hækkene fra have til have ind til alle på det andet hold var skudt. De andre gik som regel ikke lige så meget op i militær legen. Min søster var tit gået ind til min farmor og spiste kage – endda inden hun var blevet skudt !, for hun gad ikke stå vagt i timevis til farmors terrasse hvor generalen boede. Morten  var altid generalen. Han var egentlig lidt af en pindearm som hverken kunne løbe på rulleskøjter, eller køre hurtig på cykel. Men med alpehuen på skrå og sin vindjakke let over skuldrene var han en perfekt emiteret krigsleder der gav klare ordre til tropperne fra terrassen som lå let hævet over haven – hvor Anders og jeg kravlede i sniger stilling frem og tilbage på græsplænen.

Vi var lidt københavnerne som naboerne synes havde indrettet vores hjem meget spændende og anderledes, talte helt anderledes (underholdningen til børnefødselsdage var ofte at forældrene fik mig til at sige: ’rødgrød med fløde’. Det var sjovt !!), så anderledes ud (særligt at min mor anskaffede sig et par briller med rødt stel ! Hvor vildt. De gik senere i arv til nabokonen som var så begejset), som IKKE spiste varmt mad midt på dagen og sov ’mids lur’, og som sås med ’dovderns’ (=doktoren + familie) !. Men nu var det jo også meget fint at min far var Overlærer (=skolelærer) !!

Fra min far

Jeg elsker stadig lyden af sport i fjernsynet som minder mig om lørdags afslapning hvor man måtte tage en lur på sofaen (min mor var lidt mere til at man ikke bare skulle sidde og hænge (man slappede vel bare af?)). Måske kom der gæster om aftenen så min mor lavede dejlig mad/ havde travlt i køkkenet ( helst fondue som var min yndlingsret) og man måtte spise franske kartofler ! Min far havde selvfølgelig også en del opgaver når der kom gæster. Der skulle jo både arrangeres cigaretfad og frugtfad (det har jeg virkelig lært fra min far: hver enkelt stykke frugt skal vaskes og tørres af og så skal man endelig huske at alle stilke skal arrangeres nedad på faddet (hvem siger min far er Jomfru af stjernetegn = perfektionist) og der skulle dækkes bord og foldes servietter. Også en far-opgave.

Charlie Chaplin – så lidt tilfældigt en fransk dokumentar om ham på flyet til Venedig (endnu en forsinkelse hvor, når man ser tilbage, kan lede til endelig at komme ned i gear, slappe af og lade sig overraske og fordybe).  (dejlig fordybelse når man bliver ’ tvunget’ til at skulle sidde stille). Og takker min far for at have introduceret mig til Charlie Chaplins genialitet og kombinationen af humør for at fortælle en politisk / social realistisk historie. Ligesom ..XX om 2. verdenskrig ..

At være ambitiøs ( i modsætning til min mors opfattelse. ‘Vi spiller bare for sjov og hygger’. Kan du ikke bare løbe en gang i mellem’ var kommentaren da jeg trænede til marathon).

Min fars saying var der i mod: du skal sige til dig selv ‘jeg vil vinde’ når jeg endnu engang var ramt af selv-psykisk nedbrud på tennis banen.

Perfektionisme.  lidt et fy ord i vores familie, som jeg ikke har men kan lære af særlig arbejdsmæssigt/ relateret.

Ironi: man skal kunne gøre grin af sig selv og kunne tage at andre gør grin af en, prøvede min far at lære os. Det blev dog knap så vel modtaget når Trine og jeg gjorde grin af ham.

Mine forældre er store modsætninger på godt og ondt.

Fra min mor

 

 

 

 

Alt for Damerne spørgsmål

Hvem er din mandlige helt?

Johannes. Vores postbud i Horne. En ældre mand på min mormors alder som ikke havde nogen familie da han kone havde forlagt ham til fordel for Jehovas Vidner og taget pengene og børnene med. Han blev en meget god ven af familien og holdt altid juleaften med os. Tænk i dag, for det første at snakke med ‘sit postbud’. Have tid og vide hvem han er. Til at invitere ham med juleaften! Det er det jeg mener med at mine forældre viste os en åbenhed overfor andre. Vi var selv lidt outsidere. Kom jo ikke fra Horne for generationer tilbage (ud over min fars farmor faktisk havde boet i Faaborg hvor min far havde været som barn, hvilket var grunden til vi flyttede til Fyn). Vores naboer, som mine forældre også blev gode venner med, var alle landmænd som var gået hver anden dag i skole til 7. Klasse, syntes Johannes var lidt underlig.

Johannes var en del af naturen. Viste hvordan vejret blev ved at se op på himmelen. Boede alene på en lille gård ned til vandet hvor hans jolle lå og hvor jeg nogle gange var med ude og fiske med min far (godt søsyg af konstant at kikke end på pilken der gyngede rundt i vandet). Og så var han ferm til at skære og hugge brænde. Ankom altid med en slags opfinder skære-kløve maskine som overtog vores gårdplads når mine forældre igen havde fået leveret et par hundrede rummeter brænde i indkørelsen (havde kun brændeovne til opvarmning af huset).

Og så havde han også den store glæde af de små ting i livet (en anden af de værdier jeg har fået med hjemmefra). Han var så taknemmelig for hver jul at være blive inviteret med. Kom i sit ene par pæne sko som egentlig var for små da ham brugte størrelse 50! (og han til daglig kun gik i gummi støvler). Så de blevet stillet i gangen. Havde altid en flot blomster anretning (eller hvad det hedder) med til min mor (som har fødselsdag juleaften). Og så nød han ellers min mormor og farmors selskab som blev placeret på hver side af ham og ikke kunne høre noget – mormor,(da der var startet en bib lyd i høre apparatet) eller hverken sendte fade.eller skåle videre og kun spiste med gaflen- farmor. Hvert år gav mine forældre ham den samme flaske snaps i julegave og hvert år blev han lige begejset og glad for gaven (mens Trine og jeg flåede papir af vores gave nr 50!).

Hvem er din kvindelige helt?

Min mormor (som min mor minder om). Som når hun besøgte os på Fyn altid kunne fortælle om de folk hun havde mødt i togkupen og hvis børn hun havde givet slik fra sin mormor taske – som var uendelig og som altid blev vendt på hoved når hun nåede frem for at blive ryddet op. Og så væltede det ud med lakrids piper, knapper, sikkerhedsnåle, et halvt stykke wienerbrød fra dagen før og DSB servietter fra færgen.

Også hun nød de små ting i livet. ’Tænk at kunne sidde på forsædet i min mosters folkevogns- boble og følge med på ture til Fyn og senere Århus hvor jeg studerede’, ’nej, hvor havde vi fået indrettet vores værelser hyggeligt’, ’gå væk skygge hvor var det bare en skøn lejlighed jeg havde i Århus’.  Og så blev der ellers fundet rullepølse madder på sigtebrød frem som var pakket ind i madpakke papir som var pakket ind i to plastik poser som der var elastik omkring. En sort kop kaffe, en mariekiks fra Irma og en halv cigaret!

Hun levede gennem sine børn og børnebørn og døde ikke før familien var samlet og kunne sige farvel i hendes lejlighed, hvor min moster passede hende og nu bor og hvor min mor er vokset op. Der dufter stadig af mormor.

Andre helte

Maria Månson og Per Juhl Carlsen (Filmselskabet)

 

Hvad gør dig lykkelig?

Menneskelig relationer, vedkommende diskussioner, motion/fysisk aktivitet (bliver høj af at løbe særlig udenfor el til musik (allerbedst i Tibirke Bakker fra vores sommerhus ned til stranden og springe i – og elsker det danske vand med perfekt salt balance!), zumba hvor jeg ligenu er på hold med en del qatarier og libanesere som kan skabe en fest en alm træningstime, mandag fra 19:30-20:30! Og så er jeg rimelig glad for min nye kajak hvor jeg kan sejle med en af børnene i stævnen, og en med numsen med i opbevaringsrummet bag til på 30 cm vand ! ud til Al Wakra’s nye Souq.) – og det betyder så ikke at jeg er bedre end nogen andre til at tage mig sammen til at komme afsted, ligegyldig hvor meget jeg elsker sport, har jeg masser af aftener hvor jeg falder i søvn med børnene, træt i ryggen og hoved af arbejde),  tid til fordybelse (sker ikke så tit), natur, sjov (har virkelig sjove veninder (som vores seneste veninde tur til Hamburg hvor Ida snakkede jyde-tysk det meste af turen el som da vi var i Cannes sammen og Ida (igen) var traneren (=træneren, stærk inspireret af sommerens ishockey Camp med 4-klasse), og Antip hvor Nina var Finn og pigerne  intenst i 4 dage !) og sjove børn !, fest (hvor man bare må være plat og danse og lave ølstafet og have nogen at gøre det med, og har sine bedste venner omkring sig).

 

Hvad er din bedste film?

Seneste nye er Birdman. Så overraskende, nyskabende, ironisk, skæv, underfundig, smart med …

Ellers er jeg vild med europæiske film (franske og spanske) som Almidova, Smagen af Rust og Ben, sex and Lucia.

Og Wodie Allen (genså lige ’Everybody says I love you’ i Venedig – eller så i hvert fald 10 min inden nogen faldt i søvn !).

Danske Per Fly, Lone Sherfig …

Og så har vi lige genset Chalie Chaplins Diktatoren’ efter jeg så den der franske dokumentar om ham på flyet til Venedig

 

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Jeg har ikke noget ‘natbord’. Det er da kun noget vores forældre bruger. Som ligesom er bygget ind med dobbelt sengen og selvfølgelig er ens på begge sider. Jeg smider bare læsestoffet på gulvet ved siden af min seng. Og ja, der ligger et par bøger. Som jeg enten har lånt af min søster som læser bøger ! Eller som jeg købte da jeg sidst var i kbh’s lufthavn som lød super spændende. Men jeg læser aldrig i dem. Læser/ser mest news (mine store helte er jounalister – Steffen Gram, …. (som jeg ville være hvis jeg kunne skrive).., ser Filmland (med Maria Måson og Per Hjul Carlsen som mine store helte), og læser Alt for Damerne når jeg har haft veninder på besøg fra dk.

Balance

Jeg føler mig så privilegeret over vores udforglemmelig udstationeringer, at vi nu fik lov/ mulighed for at komme tilbage til Danmark, det giver ro og balance i mit liv (sikkert også fordi man er blevet ældre). Cykle med Storm til fodbold (snakkende hele vejen hjem fra parken langs søerne om hvilken inder-aflevering han fik lavet det sidste afgørende minutter af kampen), lave juice til børnenes venner efter skole, følge med den sidste 1/2 time at Siljes gymnastik spring (og at hun hver gang bliver glad over at se mig i vinduet med kik ned til salen), kunne invitere moster på middag en hverdagsaften, at Nina ‘bare’ lige kommer forbi en onsdag, at jeg faktisk ser nogen af de film jeg skriver på min lange film-liste og nogen gange endda med Thomas en hverdag mellem 19-21 hvor børnene selv går i seng (=ligger i senge med Ipaden uden at have børstet tænder el taget nattøj på !), fik tid og mulighed for at starte Latin Ladies (underviser veninderne hver mandag aften i latinske rytmer/Zumba i hyggeligt dansestudie bag Amalienborg) –  cykle langs kbhs kanel mandag aften nu i mørket, mærke den kølige aftenluft, kikke over på lysene på Christianshavn og nyde det smukke syn af Operaen fuldt oplyst i mørket i stilheden. Lige kunne tjekke hvad der går i Skuespillehuset på vejen hjem hvor de sidste gæster trisser ud og snakker om aftenens forestilling. Eller se Søren Pind gennem husets glasparti i hed diskussion med ‘rød politiker’ i den ‘varme sofa’ op til regionalvalget. At vores børn har så mange gode venner som kommer på sleep-overs hos os, at Stine og jeg skal til Hamburg sammen som i ‘gamle dage’, at jeg fik købt god the i torvehallerne sidst weekend, at der er rutiner i hverdagen, at smide mig på min daybed i stuen en torsdag aften og se Filmselskabet med Maria Månson, at høre rådhusklokkerne når jeg ligger i sengen om aftenen, at jeg får lov at se det hele lidt udefra, nyde og ikke tage vores liv i Kbh for givet, at høre P1 på cyklen langs Christians Brygge mandag kl 7 i morgen mørket og skimte den oplyste cykelslange i horisonten ……