Tak !
Jeg kalder det at leve livet (lidt) langsommere. Have tid til at reflektere, mærke efter, opleve naturen, få ideer, gribe dem og måske føre nogen af dem ud i livet. Se, lytte og række ud til andre gennem fællesskabet. Vær tilstede !
Og det er netop det du gør Maj, og derfor du ser verden så klart og kan sætte ord og formulere den forandring, der har været og er på vej – som vi ser omkring os, som der er brug for og som vi føler og søger og støtter op om.
Misforståelserne og modstanden skyldes netop manges ikke-refleksion, mangel på at mærke efter, se verden omkring sig, lytte til hinanden og dermed forstå og turde forandringen sammen.
Vi andre er overrasket over modstanden – se omkring jer ! Forandringen har jo været på vej noget tid – nogen flytter ud, giver mere tid til deres børn, arbejder på andre måder, tager orlov, bidrager lokalt, skaber nye fællesskaber, lever bæredygtigt, rejser – nogen desværre pga tvungne omstændigheder, vi andre forhåbentlig fordi vi ser lyset.
Forstår bestemt godt, hvis du nogen gange føler ensomheden i din kamp og dens modstand. Og man kan godt komme til at lyde lidt hårdere/mere firkantet, når man argumentere for sine synspunkter om den nye indsigt – i et rum af ikke-forståelse, som desværre kun føder til mere modstand. Det gør du ikke – du skriver en bog om det Bløde, deler din indsigt og dit syn på udviklingspotentialet, og skaber fællesskabet, hvor man kan udveksle ideer, inspirere, lære fra hinanden. Sammen afprøve nye veje.
Og når der først er skabt følgeskab og nye ideer præsenteres, blir der lyttet. Sammen har vi power !
Charlotte Mandrup skriver om lignede ændringer i samfundet. “Jeg tror og håber på, at vi som samfund i overvejende grad vil bevæge os fra grådighed til nok-hed, fra egoisme til fællesskab, fra magt til empati, fra præstation til kreativitet”.
Og det at søge mening med arbejdslivet og hverdagen er ikke en generationsting – det er en tidsting !
Lars Sandal Sørensen: “Det moderne liv fjerne både modstanden og stilheden, og begge dele er vigtige for kreativiteten. Uden modstand mister vi engagementet, evner. Uden stilhed mister vi de tanker, der ikke opstår på kommando.
Arbejdslivet består jo både af pauser og pligt. Og forudsætningen for, at vi kan møde pligten med energi, kreativitet og engagement, er netop pausen. Den ægte pause. Ikke den, hvor vi distraherer os selv med en skærm, men den, hvor tankerne får lov at fylde og flyde. Hvor vi ikke straks dulmer rastløsheden.
Det er i de pauser, inspirationen opstår. Der, hvor vi tillader den at komme og kan få øje på den”.
